Miami - igen, igen

MIAMI - jeg sværmer lidt for dig....specielt i februar, hvor alt er gråt og mørkt herhjemme i Danmark. Man ankommer til et farveboost med bevaringsværdige ArtDeco bygninger, blå himmel og farverige borgere og turister. Jeg opdager nye områder, hver gang jeg besøger byen. Denne gang boede vi i Edgewater, som ligger på fastlandet. Området er nabo til det hippe, skæve, kunstneriske og afslappede Wynwood. 

Fortovsdetaljer og stencils

Miami Design District! Nabo til Wynwood og Edgewater - en lille enklave på 5 gader af designede facader, som afspejler det de er - nemlig mode-facader. Jeg er ellers ikke meget for, at man beklæder en bygning med "blonder", som for at camouflere en kedelig facade, som man ikke har formået at løse proportionsmæssigt (og jeg synes, der er meget af den slags arkitektur i disse år) Men her accepterer man nemt, at bygningen har et ansigt, et brand, som afspejler det som er indeni - nemlig dyr mode. Hovedstrukturen på bygningernes interiør og eksteriør er statisk, men man fornemmer, at der er noget ikke-blivende over facaderne, ligesom den indvendige indretning til hver en tid vil kunne styles til modens tendenser. 

EDGEWATER - en bydel i udvikling. Jeg kan godt lide, at det trods alt ikke er helt så poleret som Miami Beach. Med fotos fra en restaurant i et gartneri (med fantastisk lækker mad!) følger en lille historie: Spisestedet havde ikke spritusbevilling, men man var velkommen til at medbringe sin egen vin. Vi blev anvist til en liquor store på modsatte side af vejen. Her hentede min mand vin, og fik af ejeren anektoten om, at der for 10 år siden var hårdt brug for sikkerhedsforanstaltninger ved butikken, som nu var forældede, da området har ændret sig fra at være "rough" til "cool". Bygningen, som vi boede i, hedder Icon Bay - et godt eksempel på at facader kan varieres ved formgivning af altaner. Blonde-arkitektur? Nej, det synes jeg ikke, da man bruger formgivningen til noget givende til boligerne - nemlig altaner, som har kvalitet. Neglesaloner var der selvfølgelig også i Edgewater... og udsigt til Miami Beach.

Jeg slutter af med et foto af det klassiske Miami med ArtDeco bygningerne på Miami Beach.