Sommerliv i Thy

Min veninde og hendes familie har et sommehus, som ligger det mest utrolige sted. I Nationalpark Thy - HELT for sig selv! Det er unikt!

Se selv! En hovedbygningen og "knaldhytten". Og så lige Lodberg Fyr i baggrunden og Vesterhavet, hvis man vender sig i den anden retning. Jeg står her med ryggen til havet. Vi har lige set solnedgangen, og så har man dette vue i tusmørket på vej tilbage fra klitterne. SMUKT. 

Her er ingen indlagt el, og vand pumper man med håndkraft op til en stor tank på taget (ingeniør-far!), og de madvarer, som ikke kan være i gas-køleskabet, opbevares i viktualie-krybe-kælderen. Det er livet... et par dage eller tre :-)

Huset er et godt eksempel på, at luksus og minimalisme kan være noget helt andet end dyre materialer og stylede rum. Her er luksus i kraft af husets unikke placering og minimalisme i form af det simple liv med en afslappet indretning i en helt særlig stil og stemning. 

Her laver man mad af råvarer fra området. En pigvar hevet i land i nærheden; kantareller og blåbær lige udenfor døren. Ok, lidt andre råvarer skal der også til; og selvfølgelig nydes 5 O´Clock-drinken på terrassen med udsigt over Vesterhavet. Det simple liv krydret med hyggeligt selskab, brætspil, bøger og en masse lækker mad i stearinlysene skær. Idyl så det basker. Hvis det regner.....? Jae, så sidder man indendøre, og laver stort set det samme som før beskrevet. Men her ses landskabet og huset i skønt vejr.